Thomas Nybro

Passion for den udfordrende frugt

- Jeg har min lille bedrift på 14 hektarer med æbler. At jeg driver en mindre æbleplantage betyder, at samarbejdet med de øvrige fynske frugthaver er rigtig godt i forbindelse med salg af min frugt. De er rigtig gode som sparringspartnere – og det nyder jeg godt af, fordi jeg ikke er født ind i branchen. I min familie er der ingen tradition for frugtavl. Jeg er første generation og har selv valgt at uddanne mig til frugtavler. 

Vi købte gården og plantagen her på Fyn i 2001. Jeg er udlært på Samsø og på Fyn og har drevet 2 plantager, før jeg tog springet og ville have mit eget. Egentlig har jeg altid vidst, at jeg ville være selvstændig frugtavler – jeg har bare måtte vente på det rette tidspunkt og på den rette jord. 

Da den rette jord blev sat til salg, slog jeg til og købte den plantage, hvor jeg som knægt arbejdede efter skole.

 

Forkærlighed for fynsk natur  

Her i Mesinge har vi nogle rigtig gode dyrkningsforhold. Vi har Odense Fjord på den ene side af plantagen og Storebælt på den anden – og samtidig ligger vi højt. Tilsammen gør de forhold, at vi meget sjældent oplever forårsnattefrost. Den tidlige frost kan selvfølgelig forekomme – og du kan sikkert finde avlere på de sydfynske øer, der mener, at deres plantager er langt bedre placeret. Men klimatisk er vi nu rigtig glade for vores beliggenhed.

Jeg har altid haft en stor forkærlighed for den fynske natur. Jeg har altid vidst, at jeg ville arbejde udendørs og samtidig bruge hænderne. Jeg finder det enormt tilfredsstillende at gå og beskære træerne manuelt – gøde og pleje dem.

Inden for de seneste år er vi blevet langt mere opmærksomme på at øge udbyttet via en tæt plantning. På den måde sørger vi også for, at æblerne får mere sol, er nemmere at plukke og at vores produktion i det hele taget er lettere at håndtere. Også ved selve beskæringen.  

    

Elstar: Den utilregnelige favorit

Her i Nybro Frugtplantage er Elstar favoritten. Også selvom sorten er så utilregnelig, som den er. Æblet smager fantastisk og holder sig rigtig godt – til gengæld har vi mange udfordringer ved at avle netop dette æble. Men ingen avl uden udfordringer! 

Det udfordrende ved Elstar er, at sorten kan finde på at gå i vekselbæring. Det betyder, at der kun kommer æbler hvert andet år. Det skal vi være skarpe på, at de ikke gør. Med Elstar kan du også opleve, at træerne det ene år giver dig rigtig mange alt for små æbler. Det efterfølgende år blive æblerne til gengæld alt for store og kan ikke holde sig. 

Når du dyrker denne sort, handler det om at finde den gyldne middelvej – også til at opnå en ensartet størrelse på æblerne hvert år. Det får du blandt andet ved at beskære rodnettet. Det vokser jo også ligesom træets top. Beskærer du både rodnet og top, får du et mere harmonisk træ med en mere ensartet frugt.

En frugt, du næsten ikke må snyde dig selv for at smage!

 

Mine tips til dig

-> Elstar er et fantastisk universal æble. Du kan både bruge det til madlavning og så smager det skønt i sin rene form. 

-> Elstar er også tilpas syreholdigt. Det betyder, at det holder farven godt i madlavning. Laver du æblegrød, får den ikke et brunligt skær. 

Velbekomme!  

 

Frugtavler Thomas Nybro
Gård & Plantage Nybro Frugtplantage
Beliggenhed Mesinge. I det nordfynske
Æblesorter Discovery, Sunrise, Cox Orange, Aroma, Elstar & Ingrid Marie