Olaf Sørensen

Et æble er ikke bare et æble

- Der er blevet dyrket frugt her på plantagen siden 1918. Jeg er 3. generation frugtavler - og vores familie er én af dem, der har den længste frugtavler-historie i Danmark. I takt med at 1. Verdenskrig gik på hæld, og de stridende parter underskrev fredsaftalen den 1. januar 1919, stod Båringvig frugtplantage klar med 12 hektarer æble- og pæretræer – klar til sommerens og efterårets høst.

 

50 år med æbler og pærer

Jeg var 16 år gammel, da jeg gik i mesterlære hos mine forældre. Her i 2014 er det 50 år siden. Både min mor og min far er af frugtavler-familier. Den frugthave, vi dyrker i dag, stammer imidlertid fra min mors familie. 

Selv har jeg stået i mesterlære hos mine forældre og har et af de første grønne beviser fra Søhus tilbage i 1974. Jeg er altså udlært frugtavler og har haft læreplads hjemme. I dag findes der ikke længere en almen frugtavleruddannelse. Vil du gerne være frugtavler, er du nødt til at gå landbrugsvejen og derigennem specialisere dig i frugtavl.

 

Passion for salg

Da jeg var helt ung, solgte jeg selv vores frugt direkte til de danske supermarkeder samtidig med, at jeg opkøbte andre avleres frugt. Jeg har altid haft en stor passion for salg. Du kan godt sige, at min passion for salg næsten er større end min passion for frugten. Næsten. Fordi jeg selv har haft den direkte kontakt til supermarkederne og fungeret som opkøber af frugt, anskuer jeg markedet fra såvel sælgers som købers side. Og markedet har virkelig forandret sig.

 

Europæisk konkurrence

I 1970 var der langt over 1000 frugtavlere i Danmark. I dag er der i hvert fald kun 100 professionelle tilbage. Årsagen er EU og det frie marked. I dag har vi fuld konkurrence fra de europæiske frugtavlere. Det er det realistiske billede, vi har at forholde os til. Netop derfor sætter vi alle sejl til for at udbrede budskabet om det unikke ved dansk frugt. Særligt danske æbler. Og det unikke er smagen! Dernæst sprødheden og udseendet. 

Sol og varme tilfører sukker og sødme til æblerne. Vores nordlige klima tilfører syre. Ikke en sur syre, som du kender den fra eddike, men en krydret sødlig syre, som naturligvis er forskellig fra sort til sort. Og hvilke sorter er så populære i dag?

Der er sket utrolig meget i udviklingen af æblesorter. Rigtig mange nye er kommet til, mens andre har måttet lade livet. Men det fynske Ingrid Marie og engelske Cox Orange har begge overlevet tidernes tendenser og moderne påhit inden for udvikling af sorter. Begge er de over 100 år gamle og er stadigvæk nogle af de mest populære sorter hos de danske forbrugere. 

Igennem tiden har netop de to sorter bevist, at et æble ikke bare er et æble.

 

Mine tips til dig

Efter min mening er Aroma det perfekte æble til madlavningen. Det kan bruges til det hele. Æblet er en krydsning mellem de to gamle danske sorter Ingrid Marie og Filippa – og har du ikke prøvet det, bør du kaste dig ud i en hjemmelavet æblegelé.

 

Til en hjemmelavet æblegelé skal du bruge

1 kg Aroma æbler

2 dl vand
250 g sukker
1 hel vaniljestang 


Sådan gør du...

Skyl æblerne grundigt og fjern blomsten og stilken. Skær æblet i grove tern inklusiv kernehuset. Kom æbler og vand i en gryde og kog det op. Lad dem koge under låg i en ½ time og si derefter gennem en fin si eller et rent bomuldsklæde. Hæld saften tilbage i en ren gryde. 

Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen og skil vaniljekornene fra hinanden i sukkeret. Kom vanilje, sukker og den hele vaniljestang i æblesaften. Kog op og lad det koge i 10 minutter. Tag en prøve med en teske for at se om det stivner når det køles af. Når det gør det, fiskes vaniljestangen op og æblegeleen er klar til at blive hældt på glas.

Hvis der er kommet skum på toppen, skal det skummes af med en ske.

Hæld geléen på et skoldet rent glas.

Velbekomme!

 

Frugtavler Olaf Sørensen
Gård & Plantage Båring Vig frugtplantage
Beliggenhed Asperup. Det nordvestligste Fyn
Æblesorter Discovery, Cox Orange, Elstar, Royal Gala, Aroma & Ingrid Marie
Pæresorter Clara Frijs