Niels Ørskov

Hos os lever æblerne et naturligt liv

- Vidste du, at æbler er levende ligesom mennesker? De ånder. De forbrænder ilt og udskiller CO2. Æblet er faktisk enormt aktivt, lige når det bliver plukket. Det er nærmest forpustet – som har det løbet en maraton. Derfor er det vigtigt i vores produktion at få æblets høje åndedræt ned lige efter plukning. 

På den måde bevarer vi sprødheden og saften i kødet. Det, vi rent praktisk gør, når vi sænker æblets åndedræt, er at fjerne noget af ilten fra vores kølerum, så æblet nærmest går i dvale.

 

I farfars fodspor

Jeg er 3. generation frugtavler. Både min far og jeg er selvlærte – eller rettere – vi har begge stået i mesterlære. Jeg hos min far. Han hos min farfar.  

Egentlig blev min farfar frugtavler ved et tilfælde. Hans tid som selvstændig begyndte, da han købte et lille husmandssted i Oure, hvor vores virksomhed stadig har til huse den dag i dag. Her berørte han en del forskellige erhverv – og fungerede blandt andet som fragtmand for egnens frugtavlere. Han kørte deres frugt til marked med hest og vogn – og kontakten til egnens avlere blev hans inspirationskilde til selv at plante frugttræer. De første blev plantet i slutningen af 1930’erne.

I takt med at farfars fynske frugthave voksede, begyndte han også at handle med andre avleres frugt. Ud over selve frugtavlen er det stadigvæk vores primære erhverv at opkøbe frugten fra de fynske frugthaver med videreslag for øje. På den måde skal avlerne ikke bekymre sig om at få solgt deres frugt eller bruge tid og kræfter på at få den opbevaret, sorteret og pakket korrekt.

 

Ingrid Marie. Et levende minde om en lille fynsk pige

De sorter, vi dyrker på plantagen, er primært klassiske nordiske og danske sorter. Regionale sorter, som bærer på en historisk oprindelse. Her tænker jeg i særdeleshed på Ingrid Marie. Bag navnet gemmer der sig en tragisk historie. Den populære sort er nemlig et levende minde om en lille fynsk piges alt for tidlige død. 

Historien om Ingrid Marie begynder i vinteren 1908. Influenzaen hærger og tager uhyggeligt mange børn med sig i døden. Et af ofrene er den 6-årige Ingrid Marie. Hun er datter af Carl Madsen – en respekteret lærer ved Høed Skole i Glamsbjerg. Kort efter hendes død spirer et lille æbletræ frem af sig selv midt i en række hindbærbuske i landsbyskolens baghave. Et æble, hendes far døber Ingrid Marie.

Ingrid Marie plantede sig selv, blev en utrolig stærk sort og har igennem tiden leveret genmateriale til mange andre sorter. Sorten er blandt andet brugt til undfangelse af Aroma, som er resultatet af en krydsning med Filippa.

I vores frugtavl er det et bevidst valg, at vi fokuserer på sorter med en god arvemasse. Sorter, som er eftertragtede af de danske forbrugere, fordi de kan noget rent udtryksmæssigt. Fordi de giver den bedste smagsoplevelse.

 

Et dansk æble skal have en større værdi end bare at være et æble

Det skal det, fordi vi i Danmark ikke kan konkurrere med de sydeuropæiske lande, hvor høsten giver et bedre udbytte, og hvor lønningerne er langt lavere end herhjemme. Til gengæld kan vi konkurrere på selve produktet, på smagen og farven – på renheden.

I de fynske frugthaver bruger vi generelt ingen kunstig konservering på vores frugt, når den er plukket. Ingen livsforlængende overfladebehandling. Det gør, at vores frugt har en kortere levetid end megen udenlandsk frugt – til gengæld får du et meget renere produkt. I Ørskovs Frugthave er vores avl ikke økologisk, men vi sprøjter ikke, når det ikke er nødvendigt. Og vi overfladebehandler heller ikke frugten, efter den er plukket.

 

Mine tips til dig

 

Du kan købe æbler året rundt...

Det er et faktum. Her må jeg bare pointere vigtigheden af at købe dansk og købe årstidernes udvalg. Særligt, hvis du gerne vil have frugt, der har været udsat for et minimum af kemikalier. Hos os sælger vi de forskellige æblesorter, når vi synes de er bedst. Hver sort til sin tid.

Som du kan læse, er jeg rigtig glad for Ingrid Marie. Æblet er suverænt bedst i vintermånederne fra december til februar og kan bruges til alt! Derhjemme er vi nu en smule traditionsbundne. Vi kan rigtig godt lide en traditionel æblekage og æbleflæsk lavet på Ingrid Marie.  

 

Frugtavler Niels Ørskov Christensen
Gård & Plantage Ørskovs Frugthave
Beliggenhed Oure på Sydfyn
Æblesorter Discovery, Gråsted, Aroma, Cox Orange, Pigeon, Bellida, Jonagored, Elstar & Ingrid Marie
Pæresorter Clara Frijs