Lynge Roed

Frugtavler igennem generationer

- Jeg var 22 år gammel, da jeg blev selvstændig. Anden generations frugtavler. I dag har jeg faktisk avlet frugt i ikke mindre end 43 år. At jeg skulle være frugtavler, var noget, min far bestemte. Der har aldrig været tvivl om, at det var den vej, jeg skulle gå. Og jeg har bestemt ikke fortrudt.

 

Frugtavl & fællesskab

Min far var passioneret frugtavler på en helt særlig måde. Han var med til at opfinde fælleslagrene – en ny måde at opbevare frugten på. Her gik fynske frugtavlere sammen om at skabe en fælles opbevaring. 

Derefter blev der faktisk anlagt fælleslagre rundt omkring i Danmark efter vores fynske model. En model, der ligner de gammeldags andelsmejerier. Igennem lagrene sorterede avlerne frugten sammen og solgte den sammen for på den måde at stå stærkere og få en bedre fælles pris for frugten. I dag gør vi det samme i din fynske frugthave.  

 

Rig på solskinstimer

Den plantage, jeg dyrker i dag, er ikke den plantage, jeg overtog fra min far. Min nuværende plantage købte jeg i 1990 efter et år, hvor vi stort set ingen høst havde. Alle blomster var ødelagt af den tidlige nattefrost. Jeg var nødt til at vælge mellem at flytte eller lukke ned for frugtavlen. Men vi gav ikke op. I stedet flyttede vi til et klimatisk rigtig godt sted. 

Den plantage, jeg efterhånden har dyrket i 25 år, ligger lige ud til Odense fjord og har hele 800 meter kystlinje. Her er der ikke så stor risiko for nattefrost i det tidlige forår. Fjorden er kunstigt anlagt. For 150 år siden var der vand, lige så langt øjet rakte. Her er det rigtig godt at dyrke æbler. Og så har vi rigtig mange solskinstimer, når vi ligger lige ud til vandet.

 

Nytænkning er vejen frem

Som frugtavler er jeg drevet af interesse. Det er utrolig spændende at opdyrke nye sorter og tænke nyt i forhold til dyrkningsformer. I dag er det vigtigt, at vi planter tæt og højt for på den måde at få et godt udbytte af arealet. Og så beskærer vi træerne på en anden måde, så vi får en bedre kvalitet. Uanset om det er æbler eller pærer, vi arbejder med.  

Vi fornyer løbende vores plantage med nye sorter. I min tid har vi skiftet mange sorter ud i takt med, at forbrugerne ikke længere synes om dem. Sorter bliver også skiftet ud, hvis de bliver ramt af sygdom eller giver et dårligt udbytte. Vi rydder sjældent et træ, fordi det er blevet for gammelt. Vi rydder det, fordi sorten er blevet uaktuel. Lige nu skal frugten helst være sød, fast og sprød. Særligt Rød Ingrid Marie og vores helt nye Mariebelle har den sødme, fasthed og sprødhed, der efterspørges.

På Gerskov frugtplantage er vi de første i Danmark, der har plantet Mariebelle. Et æble, som også bliver kaldt for Nordens Pink Lady. Et meget holdbart æble med en lyserød tone og en karakteristisk sødme.

Vi glæder os til at præsenterer dig for Mariebelle!    


Tips til dig!

 

Vidste du, at...

-> Danske æbler er nogle af de mindst sprøjtede i Europa? Køb dansk! På grund af vores klima, har vi nemlig ikke så mange skadedyr at sprøjte imod.

-> Mariebelle er opkaldt efter en hollandsk frugtavlers kone? Et æble, du kan bruge til alt, men som egentlig bare er et rigtig dejligt spiseæble.     

 

Frugtavler Lynge Roed
Gård Gerskov
Plantage Gerskov frugtplantage
Beliggenhed Otterup ved Odense fjord
Æblesorter Discovery, Rød Ingrid Marie, Elstar, Gala, Boskoop, Aroma, Jonagored & Mariebelle
Pæresorter Clara Frijs & Concorde