Jan Jager

Naturen sætter dagsordenen

- I midt 80’erne overtog jeg bedriften af vores 3 frugtplantager fra mine forældre. - Et skifte, der gør mig til anden generations frugtavler. 

Der skulle faktisk en ulykke til, før jeg fandt ud af, at jeg ville gå frugtavler-vejen. Når du er udsat for en ulykke, får du andre prioriteter i livet. Jo, frugtavlen er et erhverv, der kræver meget arbejde, men for mig er det berigende at arbejde i naturen og med naturen. At opleve årstiderne skifte helt tæt på og planlægge mit arbejde i forhold til naturen.

 

Et berigende kollegaskab vi frugtavlere imellem

I dag er jeg formand for de danske æble- og pæreavlere og har en god fornemmelse for, hvad der rører sig i de danske frugthaver. Vi frugtavlere har den egenskab, at vi er rigtig gode til at dele viden med hinanden om alt fra trends, til dyrkningsformer og måder at forbedre høsten på. Det er berigende for alle.  

Jo, jeg brænder for frugtavl. I Kærsbos Frugtplantage er vi derfor ved at renovere hele plantagen. Jeg har tænkt mig at være frugtavler en del år endnu og planter derfor nye træer for at optimere høsten.

I plantagen har jeg valgt at avle på pæresorten Concorde, fordi Clara Frijs-pæren er afhængig af en bestøver. Vil du gerne have en god høst af Clara Frijs, skal du helst bruge en anden pæresort til at hjælpe med bestøvningen – og det er Concorde rigtig god til. Men Concorde-pæren skal bestemt ikke forklejnes! Det er en super lækker, sprød og fast pære, der slet ikke bør stå i skyggen af Clara Frijs. Udfordringen er bare, at det gør alle pæresorter herhjemme. Her er Clara Frijs blevet den ypperligste og mest eftertragtede pære.         

Æblesorten Jonagold er skabt på baggrund af Jonagored. På fagsprog siger vi, at Jonagold er en klon. Selvom Jonagold stammer fra 1960’erne, bliver den faktisk betegnet som en nyere sort. Ikke så ny som de helt nye klubsorter, men alligevel ny.

Klubsort? Tænker du måske. Hvad betyder det, når vi taler om frugtavl? En klubsort er en sort, der bliver ejet af en avler. Vil du gerne avle den pågældende sort, er du nødt til at købe en licens af ejeren. Hagen er så bare, at du ikke ved, hvor længe du får lov til at avle sorten. Siger ejeren stop for al avl, bliver dine træer værdiløse. Pink Lady er en af mest populære klubsorter.  

 

Et æble er ikke bare et æble

Når du avler frugt i dag, er det fordelagtigt at avle få sorter i store mængder. På den måde kan du være super effektiv i dit arbejde med den enkelte sort. Et æble er nemlig ikke bare et æble. Der er ikke 2 sorter, du skal pleje på samme måde: avle, gøde, sprøjte, beskære eller plukke. Jo færre sorter, du har – jo mere effektiv kan du være i dit arbejde med den enkelte.

Selvom vi er meget vane-orienterede, når vi køber frugt, er en æblesort som Elstar virkelig blevet populær hos forbrugeren. For os frugtavlere ligger der godt nok nogle flere timer i at arbejde med Elstar, men æblet bliver også derefter - super lækkert.

Når vi taler om vane-køb, husker du nok Golden Delicious. Æblet er stadigvæk verdens mest populære, men bliver ikke længere dyrket herhjemme. Når du finder æblet i dit supermarked, er det importeret. I Danmark er det simpelthen for usikkert at binde en avl op på sorter, hvor graddagene spiller så stor en rolle som ved Golden Delicious. Graddage er et mål for, hvor koldt det har været – og Golden Delicious er en sort, som er rigtig glad for de lune himmelstrøg.     

Er du i tvivl om, hvilken frugt du skal købe, er det altid en god idé at købe dansk.

 

Mine tips til dig

-> Frugt bør i langt højere grad indgå i vores madlavning. Prøv at skære æbler ud i super tynde skiver og læg dem til tørre et tørt sted. Har du en brændeovn, er det perfekt at tørre skiverne i nærheden af denne. Du får den lækreste sunde snack.

-> Æbler i bagværk gør dit brød super luftigt. Alt, du skal gøre, er at rive æbler og tilsætte dem, når du bager. Dit brød holder sig friskt meget længere.  

-> HUSK at spise danske æbler og pærer, som de er. Fuldstændig friske og fulde af smag. 

Velbekomme!  

 

Frugtavler Jan Jager
Gård Kærsbo
Plantage Kærsbos Frugtplantage
Beliggenhed Broby – på vej mod det vestfynske
Æblesorter Discovery, Elstar, Jonagold & Rød Ingrid Marie
Pæresorter Clara Frijs & Concorde