Ib Vang Petersen

Primadonnaen og klassens søde pige

- Jeg er 3. generation med kernefrugt her på Svishave Frugtplantage.

Min morfar anlagde plantagen i 1936. Han startede fra bunden. Før da havde der nemlig aldrig været frugtavl her i haven. Til gengæld havde han stort set prøvet alt andet, før frugtavlen blev hans levevej. Heriblandt kaninavl, planteavl og tobak!

Tobakken var dog ikke af højeste kvalitet på grund af vores vejrforhold, men under krigen var den bedre end ingenting. Som tiden gik, vandt æblerne og pærerne imidlertid hans hjerte og blev hans primære erhverv.

Tornelund er min mors fødehjem. Hun overtog gården og bedriften efter mine bedsteforældre. I 2005 blev det så min tur. Frugtavlen har altid ligget i generne. Måske særligt fordi der faktisk er frugtavl både på min mors og min fars side af familien. 

Min far drev primært plantagen som en hobby-beskæftigelse. Da jeg så overtog driften, valgte jeg at sadle om og gøre frugtavlen til et fuldtidserhverv. I dag dyrker jeg 12 hektarer med æbler og pærer. Frugten har altid fyldt meget, og jeg er da også uddannet frugtavler. Det har jeg været siden 1988.

 

Nyttedyr opretholder de naturlige forhold

Selvom min avl er traditionel, er jeg meget fokuseret på, at vi ikke sprøjter, når det ikke er nødvendigt. Vi sprøjter altså ikke forebyggende. Til gengæld bruger vi nyttedyr i plantagen. Jeg er fascineret af tidligere tiders frugtavl, hvor folk med frugthaver brugte nyttedyr til at komme utøj til livs. Nyttedyr kan både være mariehøns, rovmider og svirrefluer, som alle spiser lus. Vi gør altså meget for at opretholde de naturlige forhold i plantagen for på den måde at nedsætte mængden af sprøjtemidler.  

Vi bærer de klassiske traditioner videre. Vi forsøger ikke at komme tilbage til stenalderen, men vi forsøger at bevare de gode elementer af den klassiske frugtavl tilligemed, at vi optimerer den. 

Bellida er et særlig sødt æble. Cola-æble om nogen vil. Det er hovedsageligt et spiseæble og klassens søde pige. Selv er jeg mest til Elstar og Jonagored. I forhold til Elstar er Jonagored forholdsvis nemt at arbejde med både plukningsmæssigt og beskæringsmæssigt. Sorten kræver heller ikke ret meget udtynding fra blomstring, og imens æblerne vokser. Og når vi taler om mængde, giver Jonagored som regel også en rigtig god høst.

Elstar er klassens primadonna! Sorten kræver rigtig meget arbejde i forhold til beskæring og udtynding i æblerne inden høst. Til gengæld får du et utrolig skønt æble, når du har passet det efter alle de gængse forskrifter.        

Arbejdet med frugten tiltaler mig, fordi det er så alsidigt. Vi arbejder intenst med en ting i en kort periode og skal så videre til en ny. Fra forårsarbejde til plukning og til beskæring. Arbejdsgangen fra sort til sort er også forskellig, så du kan ikke sige, at mit arbejde er ensformigt.  

Udfordringerne i jobbet er heller ikke de samme fra år til år. Nogle år er vi mest udfordret i foråret, hvor vi enten slås med forårsnattefrost eller med andre forhold, der gør, at det bliver sværere at få den størrelse på æblerne, som dagligvarekæderne helst vil have.

Her i Munkebo ligger min fynske frugthave heldigvis godt. Vi har vand på 3 sider af plantagen. Forårsnattefrosten spiller os derfor sjældent et puds. Heldigvis. Frosten ødelægger generelt for meget i forhold til det udbytte, vi så får.  

 

Mine tips til dig

Danske æbler er til for at blive spist! Jeg er ikke så god til at få lavet æblemost af mine, men jeg nyder da i høj grad at få serveret et glas friskpresset most, når jeg besøger én af mine kolleger.  

Herhjemme får vi ofte råkost med æbler eller æbler i salaten. Når vi skal have gæster og menuen består af 3 retter, gør min kone ofte det, at hun får æbler med i alle 3 retter. Både forret, hovedret og dessert.  

 

Frugtavler Ib Vang Petersen
Gård Tornelund
Plantage Svishave Frugtplantage
Beliggenhed Munkebo på Nordfyn
Æblesorter Discovery, Aroma, Holsteiner Cox, Elstar, Jonagored, Bellida & Rød Ingrid Marie
Pæresorter Clara Frijs & Lucas