Hans Luunbjerg

Frugtavler & borgmester i én

- Her på gården har vi haft ganske almindelig planteavl som byg og hvede i mange år – ligesom vi også dyrker havefrø til spinat og kinakål. Dyrkning af havefrø er ligesom frugtavlen klimatisk bestemt. Du dyrker nemlig havefrø under de bedste forhold, når du dyrker dem kystnært. 

Jeg er egentlig uddannet landmand, men fik øjnene op for frugtavlen i 2004 i forbindelse med, at jeg begyndte at undersøge, hvordan jeg arbejder mest intensivt med min jord i vinterhalvåret. Jeg satte ikke selv nye frugttræer på min egen jord men overtog en eksisterende plantage. Den har jeg så udviklet ved at plante nye Rød Ingrid Marie og Rød Elstar. Ja.., så har jeg også noget at lave, efter markerne er høstet.

 

Får det bedste ud af jorden

Du kan derfor godt sige, at jeg ikke har så mange år på bagen i forhold til frugtavl. Til gengæld holder jeg meget af at arbejde med 2 områder, der spiller så godt sammen, som min planteavl og frugtavlen gør det. Min vinkel på frugtavlen og landbruget handler om at optimere ved at få det bedste ud af jorden i forhold til årstiden. 

Der er godt nok ikke den store synergi i planteavlen og frugtavlen på den måde, at deres højsæsoner forløber forskudt. Det gør de ikke. De overlapper hinanden. Tænker vi kun i optimering, ville det naturligvis være optimalt, hvis de 2 former for avl topper på forskellige tidspunkter – og på den måde komplementerer hinanden. Det gør de bare ikke sådan for alvor. Til gengæld synes jeg, det er rigtig sjovt at lave lidt forskellige ting. På den måde er frugtavlen et godt supplement til mit landbrug.

 

Den optimale konkurrence er konkurrencen på kvalitet

Ser vi på konkurrencen i landbruget, som udelukkende handler om pris, er det også lidt sjovere at kunne konkurrere på kvalitet. Særligt på kvaliteten af et produkt, der ikke kan importeres fra udlandet som Ingrid Marie. Det æble bliver kun dyrket herhjemme i det fynske. Det overordnede mål med min virksomhed er nu også at lave en produktion, der er så specialiseret, at konkurrencen på pris ikke er det eneste, der tæller.   

Vores plantage ligger super fordelagtigt her i Kerteminde. Vi er på Østfyn – nærmere bestemt det nordøstligste Fyn helt ud til Storebælt og Kertinge Nor. Her har vi vand på godt og vel 2 sider af plantagen. Og på grund af vandet har vi det faktisk 1 til 2 grader varmere i de kolde årstider end de frugtavlere, der avler midt inde i landet. Når vi taler om frugtavl, gør 1 til 2 grader en rigtig stor forskel. Særligt når udsvinget udgør forskellen mellem frost og varmegrader.    

 

Det handler om at arbejde med de muligheder, vi har, på mest rentabel måde

Jeg har været med i Kerteminde Byråd de sidste 8 år og sidder i dag som borgmester i byen. I forhold til min frugtavl og mit landbrug betyder det, at jeg er nødt til at have hjælp i plantagen og på markerne. Jeg er altså gået hen og blevet deltidslandmand og -frugtavler.

Personligt har jeg lidt svært ved at se begrænsninger. Jeg ser altid muligheder. Det er nok også derfor, jeg ikke kan lade være med at beskæftige mig med så mange ting, som jeg gør. De fleste vil nok betragte den egenskab som et positivt karaktertræk. Den kan imidlertid godt kaste en temmelig hektisk hverdag af sig. Derfor har vi løst den udfordring, det er at have 3 forskellige jobs, ved at tage hjælp ind på de opgaver, hvor jeg ikke behøver at være 100 % nærværende.

I alle mine jobs handler det om at arbejde med de muligheder, vi har, på den bedste og mest rentable måde. I frugtavl handler det om beliggenhed og variationen i temperaturen. Det gør det nok også en lille smule i politik…    

 

Mine tips til dig

Det danske æble har en helt unik smag. Særligt de gamle danske sorter har en smag, du ikke kan efterligne. Og en friskhed naturligvis. Selv er jeg allermest glad for Rød Elstar. Dernæst kommer Rød Ingrid Marie. Begge er de imidlertid fantastiske i gammeldags æbleflæsk, men er du mere til det moderne køkken, vil jeg anbefale, at du laver en frisk æble-smoothie.

 

Det skal du bruge til en frisk æble-smoothie...

2 æbler - Rød Elstar eller Rød Ingrid Marie
1 tsk. blomsterhonning
Saft fra en lime
0,5 dl iskoldt vand
10 isterninger
Evt. en masse mynte
1 tsk. frisk revet ingefær, hvis du har brug for et rigtig spark

Sådan gør du...

Kom alle ingredienserne i en blender og blend længe, så æblerne bliver helt fine.

 

Frugtavler Hans Luunbjerg
Gård Kejrup
Plantage Kejrup Frugtplantage
Beliggenhed Kerteminde. Det nordøstligste Fyn
Æblesorter Discovery, Rød Ingrid Marie, Jonagored, Cox Orange & Rød Elstar
Pæresorter Clara Frijs & Lucas