Erik Andersen

Frugt skal være en fryd for øjet

- Når vi taler om frugtavl, er vi slet ikke så gamle i gårde på Allerupgaard. Her begyndte vi først at avle frugt for 6 år siden, da jeg overtog Ryes Frugt Plantage. 

Ryes Frugt Plantage har imidlertid en unik historie. Plantagen blev etableret i årene omkring 2. Verdenskrig af familien Rye. Her i hjertet af Fyn avlede familien æbler og pærer igennem generationer. På grund af familiens stolte tradition for frugtavl har vi naturligvis bevaret navnet, ligesom plantagens populære sorter også er videreført.

 

Frugtavl i dag

På Ryes Frugt Plantage avler vi i dag æbler og pærer fordelt på 14 hektarer. Men vi er udfordret som frugtavlere. En af de største udfordringer, vi har på Ryes Frugt Plantage, er den tidlige nattefrost, vi bliver ramt af på grund af vores beliggenhed. Det er nemlig ikke altid en fordel at avle frugt inde i landet, hvor vi har kolde nætter og varmere dage.

Både æbler og pærer er særligt følsomme over for nattefrosten, som sagtens kan spille os et puds helt frem til maj måned. Nattefrosten kan gøre dét, at især høsten af pærer slår fuldstændig fejl.  

Men frugtavl er ikke lutter brokkeri. Det spændende og udfordrende ved at avle frugt er, at du arbejder med en mangeårig afgrøde. En afgrøde, hvor du ikke bare kan sprøjte dig til et bedre resultat. Som frugtavler er det enormt berigende at avle et friskt stykke frugt, du er glad for at sætte tænderne i. Det handler nemlig også om at skabe den bedste smagsoplevelse til dig.

 

Smagen gør forskellen

I vores plantage lægger vi stor vægt på at tilgodese forbrugerens ønske om den gode smag. Den gode smag står imidlertid ikke alene. En frugt skal være en fryd for øjet. Netop derfor er det ene af vores æbler, Gala Must, et poplært æble. Gala Must bliver betragtet som et vinteræble. Det er et flot rødt, glat og regelmæssigt rundt æble, som både er saftigt og sødt.

 

Pæren. En sydeuropæisk afstikker

I modsætning til æbler trives pærer bedst i Mellem- og Sydeuropa, hvor de fleste sorter kommer fra. Danmark er faktisk det nordligste land, hvor du kan dyrke pærer. 

I Ryes Frugt Plantage kalder august måned på Clara Frijs. Plantagen har altid haft mange Clara Frijs-pærer og i august bliver den danske pære plukket til stor glæde for forbrugeren. Danskerne elsker nemlig Clara Frijs! En pære, som aldrig holder ret længe - simpelthen fordi den bliver spist med det samme. 

Sæsonen løber også kun fra august til starten af november. Så er det slut. Ikke desto mindre er Clara Frijs både saftig, sød og aromatisk igennem hele perioden. Ingen anden pæresort har så fin og tynd en skræl, der først er helt grøn - siden gullig ved modenhed.

 

Tips til dig

 

Her får du mine tips om sorternes holdbarhed

-> Gala Must har en lang holdbarhed og er derfor et godt gemmeæble. Det røde æble er utrolig dekorativt på fad eller i enhver frugtskål.  

-> Jonagored er også et godt gemmeæble og har en meget lang holdbarhed. Et æble, som også er godt til madlavning.

-> Clara Frijs har ry for at blive spist med samme. Derfor meget kort holdbarhed.

-> Lucas-pæren har en længere holdbarhed end øvrige pærer og er et godt valg til frugttærter.  

Velbekomme!   

 

Frugtavler Erik Andersen
Gård Allerupgaard
Plantage Ryes Frugt Plantage
Beliggenhed Nørre Broby. I hjertet af Fyn
Æblesorter Jonagored & Gala Must
Pæresorter Clara Frijs & Lucas